Jeg ved dette indlæg er skrevet meget sent i forhold til nytår 2018, men pga. andre projekter har mine notater ligget og ventet på at blive skrevet ren. Du skal dog ikke snydes for vores fejring af nytår. Vi fejrede nytårs 2018 hjemme sammen med venner og familie. En lille sammenkomst af 8 personer, hvor vi skulle have god mad, lækre hvidvine, forskellige Champagner og en enkelt flaske Asti. Vi havde skruet en menu sammen på denne måde:
Velkomstdrink til nytår 2018: Rossini
Vi startede aftenen med en italiensk velkomstdrink kl. 17, hvor alle blev samlet. Her fik alle stukket et glas Rossini i hånden, hvor jeg bød velkommen. Ikke at det er meget formelt, når man er gæst hjemme hos mig, men jeg kan godt lide at få oplyst aftenens menu og plan. Denne drink var alletiders, da sødmen sammen med boblerne tiltaler de fleste. Også en god måde lige at “vågne” op til festen i stedet for at gå direkte i en flaske tør Champagne.
Jeg havde snydt lidt, da jeg havde indkøbt en flaske Cava i stedet for Processo, som man normalt vil bruge for at den bliver helt italiensk. Den italiensk drink Rossini bliver lavet af mousserende vin (selvfølgelig Prosecco hvis det skal være rigtig italiensk) og purerede jordbær. En dejlig og sød drik, der tilgodeser den søde tand mens den er dekoratik at se på. Alle kan lide den og det er en god ide at begynde at komme i god stemning på. Glasset kant bliver dyppet i jordbærpuréen og derefter sukker inden det bliver fyldt med jordbærpuré og Cava.
Snack: Pindemadder og ung Riesling
Pindemadder, kanapeer og bruschetta i stor stil sammen med dronningens nytårstale. Sidste år havde YouSee sort skærm, da dronningen troppede op på skærmen. Det resulterede i, at DRs app led stor overbelastning, så os der streamer al TV ikke kunne se dronningen meget vise ord om årets gang. Derfor håbede vi i år på, at YouSee (eller hvilken som helst anden TV-udbyder) havde styr på eget udstyr og egne medarbejdere. Derfor havde vi også lavet danske, franske og italienske snacks i form af pindemadder, canapeer og bruschetta – variationer til både voksne og børn.
Til at fejre nytår 2018 havde vi åbnet en flaske Schäfer-Fröhlichs Riesling GG Felseneck i en 2016-udgave – en 400 kr tysk hvidvin købt hos Atomwine i Vejle. Denne vin har tonsvin af syre, syre og syre. Den var meget lukket til trods for lækkerhed og masser af potentiale. Al for tidlig den blev åbnet, men så blev jeg den erfaring klogere. Den skal gemmes i vinkøleskabet i nogle år endnu.
Mens alle andre så talen på tv gik jeg i køkkenet for at forberede forretten. Jeg havde forsynet mig med diverse snack og hvidvin mens jeg shinede blinis op inden servering.
Forret: Blinis og ikke helt så ung Riesling
Vi havde snakket meget om forretten ved planlægning af nytår 2018, for lige præcis denne ret havde vi meget forskellige meninger om. Vi blev dog til sidst enige om den russiske minipandekage: Blinis. Det fede ved denne lille pandekage er, at den kan dekoreres i det uendelige, så det er smag og stil der afgør kampen. Vi var blevet enige om to slags: blinis med laks og rødbedecreme samt blinis med rejer og avokado.
Til blinis havde vi valgt en fætter til snackens vin: Schäfer-Frölichs Riesling GG Stromberg i en 2014-udgave – også købt hos Atomwine.dk. Hold nu k**t hvor den smagte godt! Forskellen på 2016 og 2014 var himmelvid stor (det er selvfølgelig heller ikke samme vin eller samme marker), men denne var moden med æbler og lime i fokus. Masser af potentiale ligesom fætteren fra Felseneck. Denne var i modsætning til Felseneck drikkeklar, men den kan sagtens ligge i 20 år endnu. Sagtens!
Hovedret: Kronhjorte, kartoffel, svampe, perleløg, brombærsauce og Champagne
Vi har jo sammen med Winefamly haft et samarbejde i løbet af december måned, hvor vi har anmeldt nogle flasker, som vi selv har udvalgt. Sammen med alle de flasker sendte de også to Champagner til brug til nytår 2018. Her fik vi tilsendt 2011 Champagne Larmandier-Bernier Terre de Vertus Premier Crus og Champagne Brimoncourt Extra Brut.
Larmandier-Bernier bød på lækker skum og livlige bobler med en smag, der fylder munden godt ud. Den har dog en bitter eftersmag, jeg ikke var så vild med. Brimoncourt var derimod let og lækker med æble, lime og citron i smagen og med en syrlig og lang eftersmag. Ligesom min tidligere smagstest mellem de samme to producenter, er jeg helt klart mest tilhænger af Brimoncourt. Jeg havde dog store forventninger til Larmandier-Bernier, der endnu engang ikke blev indfriet. Meget øv!
Til disse to dejlige Champagner fik vi sousvidestegt kronhjortemørbrad med kartoffelrösti, svampekompot, karamelliserede perleløg og brombærsauce. Meget af det samme, som vi fik sidste år – denne gang har vi skiftet fondantkartoflen ud med kartoffelrösti, idet jeg blev lidt skuffet over fondantkartoflen. I år fungerede det meget bedre sammen.
Dessert: Citronfromage med marengs, citronperler og mynte – dertil sød Asti
Desserten i år blev ikke besluttet uden forhandling, for vi har alle hver vores præferencer. Jeg er ikke god til kun søde desserter, og da der var både børn og en enkelt pensionist med, skulle alles lyster stilles. Derfor blev vi enige om en syrlig citronfromage med søde marengs, citronpersler og mynte. Bum! Mission accomplished.
Vi havde en Moscato Sprintoso Spumante Dolce liggende, som skulle drikkes. En typisk men stadig god Asti Spumante købt til 69 kr hos Vinens Verden i Odense. Den er sød og letdrikkelig med en fin fylde i munden. Helt klart pengene værd og er ligesom Rossini noget alle kan drikke.
Natmad: Rejemad og Spätlese – dog ikke sammen
Ligesom de andre år, hvor vi har afholdt nytårsfest, er man stopmæt når den planlagte natmad kommer på bordet. Modsat sidste år valgte vi en lettere natmad, som bestod af franskbrød med rejer, mayonnaise og dild. Total klassisk dog stadig godt! Ligesom sidste år kunne man ikke spise mere, men selvfølgelig skulle man have en mad med. Sådan er det – man står ikke tilbage for de andre. 😀
I løbet af aftenen kom rester af snack på bordet, og derfor var interessen for rejemadden ikke synderlig stor. Det var interessen dog for det røverkøb af en 2015 Riesling Spätlese Felseneck fra Schäfer-Fröhlich. En sødlig Riesling med syre på bagkanten. Jeg købte den på Cyber Monday til latterlige 125 kr hos Atomwine i Vejle. Den var virkelig dejlig med en vandet farve og duft af æble og pære. Den har en dejlig sødme og en god dybde samt en lang og tør eftersmag. Fuldstændig latterlig lav pris for den oplevelse.
