Så prøver jeg igen kræfter med en bulgarsk vin. Denne flaske hedder Uniqato Rubin 2013 med undertitlen: Dry red wine. Og det skal vise sig at være ganske sandt. Den er produceret af Damianitza Winery i Bulgarien.
Slår man op på deres hjemmeside for Uniqato, så bliver man ikke videre klogere, da den blot viser den kan købes i 2 udgaver: Rubin og Melnik. Damianitza blev grundlagt i 1940, men det var først efter privatiseringen i 1997, at vinene blev af en kvalitet som gjorde den interessant uden for Bulgarien. I dag er Damiantiz i Bulgariens top 5 vin producenter. De produceret årligt ca. 2 millioner flasker vin.
Uniqato Rubin er skabt på druesorten Rubin. En lokaldrue fra Bulgarien som blev skabt tilbage i 1944. Det er en blanding af syrah og nebbiolo. Hvilken man både ser, dufter og smager.
Den er mørk og let mat i overfladen. Lidt ligesom olie. Og duften er kraftig og frugtrig. Det er de mørke og kraftige dufte, hvor man godt kan fornemme både syrah og nebbiolos særkender. Mikset fungerer dragende på den nysgerrige måde. Det er første gang jeg både dufter og smager druen rubin. Duften indeholder både blåbær, chokolade og svesker og lidt røg. Det er tung og rund duft.
Når man smager Uniqato, så fanger man straks hvorfor der skrives “dry red wine” direkte på flasken. Man mærker med det samme suget i kinderne. For den er ikke tør.. den er meget tør. Dette mærkes ekstra tydeligt her i den forholdsvis unge alder. Men kort efter træder frugten frem. Frisk og modne kirsebær. Når kirsebæren toner lidt ud, kommer chokoladen (let bitre) og røgen frem igen.
Uniqato Rubin 2013 har i mine øjne godt af, at få lidt ekstra alder til at tæmme syren. Bulgarien Wine som har sendt os denne flaske i 2013 udgaven, har i følge hjemmesiden i skrivende stund også 2010 på lager. Så det kan tænkes at man skulle prøve 2010 versionen og se hvordan den har udviklet sig med de ekstra år.
Det er en special og lidt atypisk europæisk vin, som har nogle spændende kvaliteter. Den gør sig godt i sin prisklasse. Den kan købes på 89,- kr. flasken, som bestemt er fornuftig pris for en spændende smagsoplevelse.