Valentins dag, 14. februar, er igen vendt tilbage. Flere og flere danskere har taget imod denne amerikanske fejring af kærligheden mellem 2 mennesker. Og jeg må indrømme, at vi også har taget den til os. Vi plejer at fejre det med lidt hygge om god mad, og selvfølgelig lidt blomster.
Og så skal der selvfølgelig også en super fantastisk vin på bordet. En som også fruen vil kunne lide. Og det kan være det svære, da hun ikke er den store vin elsker. Men med aftenens valg, var jeg overbevist om at hun vil nyde et glas sammen med mig.
Da vi for andet år i træk i sommers igen var en tur ved Gardasøen, hvor jeg igen havde den fantastiske mulighed at besøge forskellige vin producenter. De store har butikker i de større byer, hvorfra de sælger, mens de mindre åbner der gårde og hjem for at fortælle om deres fantastiske produkter, som de har lagt deres hjerteblod i.
Og netop en producent i sidste nævnte kategori er bag dette indlægs vin. Fattoria Ca’ Granda ligger i en lille by kort kørsel fra det hotel vi boede på i sommers. Jeg vil i et senere indlæg fortælle mere om denne gæstfrie producent, som helt sikkert er et besøg værd.
Men nu til aftens vin, som er Fattoria Ca’ Granda’s eneste rosevin. Vi smagte den da vi besøgte den flotte gård i sommers, og selvom vi selvfølgelig sikkert var præget af den gode italienske stemning, så er den bestemt også skøn at drikke en kold februar aften i Danmark.
Farven er nærmest laksefarvet, tangerende mod det mere rødlige. Stikker man næsen til glasset, fanger man straks en citrus syrlig duft. Men også lyse bær af de søde slags, som hindbær og jordbær fornemmes. Den virker indbydende og tillokkende.
Fattoria Ca’ Granda’s rose er et blend af 4 forskellige druer:
- 65% Groppello
- 15% Marzemino
- 10% Barbera
- 10% Sangiovese
En ganske stor bestanddel er altså den lokale drue groppello gentile eller bare groppello. Det er en lokal drue fra Veneto. Det er ikke en drue man ser tit i Danmark og hos danske vinhandlere. Men dog ikke en drue man bør se bort fra hvis man er på besøg i de egne hvor den vokser.
I denne rose, hvor den udgør 2/3 af vinen, syntes jeg virkelig at den gør det godt. Der er en friskhed og syre i smagen, som gør den levende. Den har en sødme, som holdes i skak af den friske syre. Smagen går i fin harmoni med duften. Jeg er ikke til søde rosevine, så derfor passer denne perfekt til mig, og må indrømme at det hurtig bliver tid til at få fyldt glasset op igen.
Jeg nyder virkelig den friske syre som går i så fint spil med den lette sødme, som holder den i skak. Den lever både i duft og mund. Og slutter til sidst af med en stille ud fasning af frugt bitterhed, som fra et grønt æble.
Kommer du forbi det syd-vestlige hjørne af Gardasøen, så snyd ikke dig selv for et besøg hos Fattoria Ca’ Granda.