For 40 kr får man en flaske billig vin fra Lidl, der lokker mange danskere. Lige præcis i dette prisleje kigger mange personer efter en flaske vin. Derfor var jeg nysgerrig for at vide, hvor den vil ligger i vores karakterfelt. En vin til 40 kr kan fornøje mange slags mennesker på flere måder; en vin der bare smager som vin, en vin til madlavningen, en vin til værtindegave eller blot fordi man elsker smagen. Jeg havde splittede forventninger, da jeg lagde denne flaske Baturrica Tarragona Gran Reserva i indkøbsvognen i Lidl, men jeg kunne se, at flere valgte denne vin. På den ene side er jeg skeptisk ved 40 kr, men samtidig er Lidl kendt for at tilbyde høj kvalitet til lav pris.
Lad os se, hvor meget vin man får for 40 kr – sådan økonomisk set:
- Ud af 40 kr går 10 kr til afgifter til staten.
- Af de resterende 30 kr går 6 kr til moms.
- Lidl har sikkert en avance på 30%, hvilket betyder 7 kr.
- Det efterlader 17 kr til vinbonden, transport, evt. distributør samt moms og afgifter i Spanien. Uden at komme med gæt på præcis hvor meget vinbonden tjener, kan du sagtens se, at han ikke får mange kroner pr. flaske.
Spørgsmålet er om det afspejler kvaliteten
Den 40 kr vin fra Lidl er mørk og blommefarvet med klæbrige, tykke gardiner. Konsistensen er tynd og vandet med en væsentlig mere vandet kant end kernen. Den har godt med alder, men det virker ikke til, at den har udviklet sig yderligere i flasken i årene der er gået fra den efterlod vinhuset. Ikke sådan umiddelbart.
Den dufter af chokolade, peber, asparges og jordbær. En lidt blandet landhandel, hvor jeg blev lidt overrasket af asparges. Faktisk holdt jeg øje med om det blot var mine smagsløg der fejlede, men selv dagen efter forblev duften tydelig.
Smagen er tør med lidt alder, selv om den ikke virker elegant. Den er ikke frisk men smager af kogt frugt. Jeg havde faktisk foretrukket en lidt yngre version, da den forhåbentlig vil være mere frisk i smagen. Ikke at vinen er doven, men den synger bestemt på sidste vers. Den har en okay lang eftersmag, men denne smager af max 40 kr vin – uanset alderen. Den er ikke kraftig som en Rioja eller Ribera del Duero, men mere som en syditaliensk vin.
Spørgsmålet er om denne kan hamle op med tilbudsvine. Umiddelbart vil jeg sige nej, for jeg har fået bedre vin i en tilbudsvin til 40-50 kr.