Temaet “Italien: Fra syd til nord” dækker over mange regioner og endnu flere typer. Til denne vinsmagning tog jeg af sted for at høre lidt om 8 regioner og smage lige så mange vine. Jeg havde selvfølgelig en ide til aftenens topvin, men håbede tilmed på at blive oplyst eller – endnu bedre – imponeret.
Igennem aftenens tre timer skulle vi fra det sydligste Sicilien igennem Puglia, Abruzzo, Toscana, Piemonte inden vi ville end i Veneto. Deltagerne var virkelige interesserede i hinanden og vinene, hvilket betød, at der blev åbnet en bonusvin. Mere om den sidst i indlægget.
Sicilien: Planeta 2009 Plumbago Nero d’Avola – 139 kr
Her møder vi en klassiker fra det nederste af støvlelandet. Planeta lange alt slags vin fra det billigste sprøjt til fantastisk smag. Denne vin ligger et sted i midten. Den har en fin frugtsyre og lette tanniner, og smager ung og ligetil. Den er typisk med fin kraft og frugt, men savner dekantering. Konsistensen er vandet og klar farve. En god hverdagsvin.
Karakter: 7/10
Puglia: Fuedi di San Marzano 2012 Negroamaro – 80 kr
Vi bevæger os over på højrebredden, hvor Puglia er en lang region. Denne Fuedi di San Marzano har en sort og lilla kant med frugtaroma og ikke andet. Typisk syditaliensk med kraftfuld og koncentreret duft, hvor smagen er bombastisk, varm og krydret.
Karakter: 5/10
Puglia: Fuedi di San Marzano 2011 Primitivo di Manduria – 99 kr
Denne vin fra samme producent er lidt sødere, mere mørk og en del mere lilla i kanten. Der er mindre frugtsyre men flere tanniner. Som den lidt billigere fætter fra samme producent er denne også sydlandsk med sol og varme i smagen. Samlet set virker vinen lidt kemisk, lidt hverdagsagtig og møgkedelig! Puglia kan gøre det mere spændende.
Karakter: 4/10
Abruzzo: 2009 Montepulciano d’Abruzzo Vigneto di Popoli – 149 kr – BEDSTE KØB
Vi bevæger os to regioner nordpå men stadig på østsiden. Prisen er 50% højere end vinen før, og det kan sagtens smages. Der er mindre sol i smagen men masser af fad. Den er også mørk som de to tidligere vine, og denne byder på god bid i gummerne. Den er udfordrende og med krydderi fra salvie. Smagen byder desuden på lidt peber.
Karakter: 6/10
Toscana: Rio Cassero 2007 Brunello di Montalcino – 249 kr
Efter halvdelen af vinene drager vi til den nordlige del af Italien, hvor de interessante vine kommer frem. Vi skifter side og bevæger os lidt mere nordpå til Toscana. Prisen bliver også presset lidt mere op. Det er en brun vin fra 2007 med en klar farve med tynd og vandet kant. Mere dyb og mild garvesyre, og vinen virker som en meget typisk Brunello.
Karakter: 7/10
Piemonte: Cá del Baio 2011 Barbera d’Alba Paolina – 175 kr
I denne nordlige region forlader vi den sol og varme, der har præget de første fire vine. Mindre teglfarve i denne meget unge Barbera. Ingen tanniner med lidt frugtsyre. Den er lidt mere venlig og mindre udfordrende end toscaneren.
Karakter: 5/10
Piemonte: Cascina Ballarin 2008 Langhe Nebbiolo – 169 kr – BEDSTE VIN
Står der Langhe på flasken kommer den lige uden for det område, der er forbeholdt Barolo. Ikke dermed sagt at denne ikke er lige så god som en Barolo, for nogle gange får du mere for pengene og andre gange mere kvalitet. I sidstnævntes tilfælde skal du blot lede efter producenten Gaja. Denne Nebbiolo har en meget frisk duft af mynte med godt tanninniveau og syre samt masser af bid i kinder. Lige præcis som en god Nebbiolo bør have. Den er dog ikke fadlagret og er meget blød i helheden. De andre deltagere til vinsmagningen omkring mig kunne heller ikke forstå den smag uden fadlagring. Lækker, lækker smag!
Karakter: 8/10
Veneto: Cecilia Beretta 2006 Amarone Della Valpolicella Classico Terre di Cariano – 399 kr
Aftenens sidste samt dyreste vin – samt den med det længst navn. Selvfølgelig slutter man en dansk vinsmagning af med Amarone, for danskerne er virkelig glad for denne type fra Veneto. En meget behagelig og afrundet smag, der er sød og kraftfuld. Smagen af rosiner, blommer og mørke toner var tydelig. Den er ikke dyb eller udfordrende – bare ligetil. Det sjove med denne vin er, at folk ikke blev imponeret. Ikke oven på Nebbioloen lige før.
Karakter: 7/10
Bonusvin: Feudi di san Marzano, F Feudi Negroamaro – 199 kr
Deltagerne var i godt humør, og vi blev alle enige om at tage en bonusvin, for slatterne i flaskerne blev meget hurtigt tømt. Der var nogle stykker ved bordene der stemte på denne vin. Vi fandt bare alle ud af, at den faldt pladask til jorden efter de sidste par flasker. Det er en bombastisk og ektremt mørk farve, hvor frugtaromaen er ligetil. Den er madvenlig og lidt amaroneagtig. Personligt synes jeg bedre om denne end Amaronen fra før pga. den mindre blommesmag. Men den smagte bare af peberbøf, hvilket ikke er til fordel i denne konkurrence.
Karakter: 6/10
(via madblogs.dk) Druerne – Os der elsker vin: Vinsmagning af Italien fra syd til nord http://t.co/OxXnKasFuP
RT @druerne: Vinsmagning af Italien fra syd til nord – http://t.co/ILNomL2xb1 http://t.co/swlImpfXLr