Druerne.dk Vi blogger om vin, tilbehør og vores oplevelser i vinens verden. Find din næste vin blandt vores anmeldelser.
Onsdag aften var jeg til fest på Langelinie Pavillonen, med en masse dejlige mennesker fra hele verden. Maden var super skønt, men desværre måtte jeg endnu engang sande, at en arrangøren havde valgt at gå efter laveste kvalitet, på de vine der blev serveret. Så derfor syntes jeg at fredag aften skal fejres med et godt glas vin. Blot for at varme op til vinklubbens Pinot Noir aften idag lørdag.
Jeg har længe haft en flaske liggende fra Ca’ La Bionda. Dem har jeg før har stiftet bekendtskab med, da jeg anmeldte deres skønne Amarone. I dag har jeg så snuppet lillesøsteren frem, nemlig deres Malavoglia Ripasso Classico Superiore. Det er årgang 2009, som var et af de absolut bedre år for italiensk vin. Derfor rigtig interessant at se hvad den kan byde på. Den må stadig betragtes som værende en ung vin, som nok vil kunne ligge lidt endnu før den må toppe.
Ca’ La Bionda blev grundlagt tilbage i 1902 af Pietro Castellani, som var en dedikeret druedyrker og vinmager. I dag er det så 4. generation der har overtaget driften på gården der råder over 29 hektar. De går op i at få kvalitets vine, så derfor er der ikke mange varianter af vine i deres produktion.
Malavoglia Ripasso snyder lidt
I efteråret havde Kim og jeg sat i hinanden i stævne. Og i den anledning ville vi lave en mini blindsmagning. Og den viste sig faktisk at være svær at gætte. For selvom det er en ripasso, så er det ikke en typisk ripasso. Men mere om det senere.
Først skal vi lige se på, hvordan Malavoglia Ripasso tager sig ud i glasset. Den er flot dyb rød og mørk, som en ripasso og amarone naturligt er. Det er en flot blod rød farve som man finder i kanten. Yderst også lidt toner der går mod lidt små lilla toner.
Duften giver flotte toner af rosiner og lidt sveske. Det er typisk at få fornemmelsen af rosiner fra en ripasso og sågar en amerone. Det skyldes måden vinene laves på. Druerne tørres nemlig efter høsten, så de skrumper ind til rosin agtige størrelser inden den stærkt koncentrede drue saft presses ud. Faktisk er ripassoen kun 2. presningen af disse druer. Første presningen går til amarone vinen.
Rosin er også at finde i smagen, hvor også en let bitter tone træder godt igennem, og gør
den rigtig spændende. En mindre blomme sødme skjuler sig lidt under den let bitre tone, og giver fint modspil. En fantastisk blød tannin viser sig i en lang eftersmag, der holder styrke i lang tid, inden den langsomt syner hen.
For at komme tilbage til hvad der gør denne ripasso lidt atypisk. Så er det netop den let bitre tone, samt manglen på fx. kirsebær. Men netop det tvist gør, at den skiller sig ud og bliver mere interessant og spændende.
Malavoglia Ripasso er en skøn vin, som helt sikkert er en af de bedre nydelses vine man kan finde i det pris niveau. Vinen kan sagtens tåle at ligge nogle år endnu, hvor min vurdering er, at den vil udvikle sig mere.
