Så blev det tid til den sidste flaske af Hildenbrand vinene. Denne gang er det Hildenbrand Malbec 2007 som jeg kigger nærmere på. Dette er ifølge den danske importør Hildenbrand Vine Danmark top vinen fra Hildenbrand.
Malbec vinen er ligesom Hildenbrands andre vine angivet som kommende fra samme mark/område, nemlig Hildenbrand Malbec 2007 Landgoedwyn i Sydafrika. Den er skabt på 100% Malbec. De øvrige rødvine har alle haft en lidt bittertone, så jeg spændt på se om det træder frem igen i Malbec udgaven også. I så fald må det skyldes jordbunden.
Hildenbrand Malbec 2007 med frugt og kaffe
Flasken er i stil med de øvrige vine. Enkelt og elegant, med guldskrift på sort baggrund. En ting som jeg kan huske fra øvrige vine er, at deres propper sidder ekstremt godt fast. Faktisk så fast, at man er lidt nervøs for at knække proptrækkeren.
I glasset præsenteret den sig med flot og kraftig farve, som også smitter af på glassets sider. Nok også det de vil fortælle med den mørke etikette. Men bemærk at vinen leverer en masse pletter på indersiden af flasken. Og at der er meget bundfald i vinen. Så pas på det sidste glas.
Duften er lidt svær at bestemme. Der er bestemt nogle bær i duften, men helt hvilke der er tale om er lidt svær. Men det kunne måske godt være en blanding er solbær og ribs. Men også en snert af mint kommer frem hist og her. Altså lidt kompleks på den lidt skæve måde. Også fad duft er tilstede i mikset, og den er klar og tydelig. Nu ikke en dårlig duft, men heller ikke en som man kan blive ved med at snuse til.
Der er helt klar varme i smagen. Krydret med hvid peber og kraftige solbær. Og samtidigt også en lidt bitter kant, som vi også fandt i Hildenbrand Shiraz. Det kunne igen være halvt ristede kaffebønner, eller en meget bitter chokolade. Det bitre træk er ensartet for alle Hildenbrands vine, så må dermed konkludere at et må have noget med jorden at gøre. I denne Malbec udgave, trækker en den også en anelse metaliske smage frem.
Den smager som sådan ganske ok, men den må ikke blive for varm, da de bitre toner kommer til at ædelægge smagen. Ligesom for meget ilt også puster til den metalliske smag. Det er ikke en flaske man skal forvente vinder yderligere på smagen ved at gemme den. Drik den inden for i år eller næste år.