Foråret er begyndt og temperaturen og vejret er blevet rigtig godt. Folk begynder at gå i korte ærmer og shorts. I sidste uge anmeldte Brian desuden en rosevin, der viser, at sommeren er på vej. Her i aftes tog jeg fat på en – måske – sommerrødvin, som mange vil ty til, når temperaturen stiger, og grillen står klar på terrassen. En chilensk 14,5% lækker og indbydende vin lavet på Cabernet Sauvignon, Carmenere, Syrah og Petit Verdot. Nogle forskellige druer, der giver en krydret, blød, frugtrig og kraftfuld smag.
Casa Silva er et vineri fra Chile, der siden 1892 har været en af landet førende. Generelt produceres mest let drikkelige vine, og af de totale 7 millioner producerede flasker, er de 5 millioner lagret på ståltanke. Casa Silva er familieejet på 5. generation, hvilket også er årsagen til denne Quinta Generacion Red, der oversat til dansk betyder “5. generation”. I anledning af firmaets historie, har de produceret en serie af rød- og hvidvine, hvor denne Quinta Generacion Red er husets helt store håb.
Når jeg skriver håb er det tænkt på både druens Carmeneres historie og Casa Silvas evne til at eksperimentere med andre druer, der falder uden for normen i området. Desuden er druen et spændende aktiv for Chile. Druen blev importeret til Chile for mere end 100 år siden, men er aldrig rigtig slået igennem, og for en del år tilbage blev Carmenere erklæret udryddet i Bordeaux, hvorfra den stammer. Chilenerne fik lige pludselig øjnene op for denne spændende drue, og for ca. 5 år siden slog den igennem. Man har hele tiden ment, at denne er en klon af Merlot pga. lighederne med Merlot, men egentlig er Carmenere en del af Cabernet-familien. Så Carmenere kan blive Chiles nye håb.
God blanding af flere druer
Quinta Generacion Red er som nævnt tidligere en blanding af fire forskellige druer, hvor Cabernet Sauvignon giver en flot struktur og dufter af ceder og solbær, Carmenere byder på blomster- og frugtsmag og den dybrøde farve. Syrah byder på den syre og mørk frugt. Den sidste drue Petit Verdot præsterer flotte vine med god struktur og mørk farve. Alt sammen leveres i denne flotte og cremede vin med tykke og flotte gardiner, der falder stille og roligt i flere lag samt lægger en farve på glassets inderside. Farven er uigennemsigtig og meget mørk, der minder om valget af druerne samt den store mængde sol, der falder på druerne i Chile.
Duften er som jeg regnede med; solbær, træ fra både lagringen samt Cabernet Sauvignons ceder, en anelse røg og peber. Desuden kogt mørke frugter og peberrod. Det hele slutter i en behagelig aroma med sødmen fra blomster.
En chilener der imponerer
Vinen har godt med frugtsyre, og med en krydret smag og lidt færre tanniner, er denne virkelige en af Chiles bedre. Ikke en powerful oplevelse, heller ikke en simpel smag af frugt og sol. Derimod en frugtrig nydelse med krydderier og mørke bær. Syre og sødme er godt afstemt og ingen af druerne overtager hele oplevelsen. Eftersmagen er nu engang dér, hvor vinen rammer plet; en blød og afstemt eftersmag, der varer ved længe. Den smager rigtig godt til mad og fantastisk bagefter alene eller med ost. Generelt vil krydret mad være at foretrække, men jeg vil nu engang anbefale at gemme et par glas til at nyde alene eller dele den skønne oplevelse med venner og familie.