Jeg har tidligere snakket om Primitivo vs. Zinfandel, og denne gang skulle en Primitivo på bordet. Jeg elsker Primitivos simple og enkle næse og krop, der hverken lover for meget eller for lidt. Du får den enkle smag, der bare skal nydes – mange gange uden mad.
Oprindelse
I Apulien i Syditalien findes en sammenslutning af vinbønder. Terre de Sava hedder sammenslutningen, hvis formål er at levere kvalitetsvin med særdeles god jord for lige netop Primitivo. Vinstokkene står i fattig jordbund, og med områdets begrænsede nedbørsmængder, tvinges rødderne til at søge langt ned i undergrunden efter vand. Forhold der er perfekte for druerne Primotivo.
Den er produceret 100% på Primitivo, og efter høstning gærer den i ca. 10 dage. Til sidst lagres vinen 5-6 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.
Charmerende og ligetil
Vinen skænkes op, så den lyse, røde farve tydeligt kan charmere i glasset. Den ligger nemlig der og prøver at charmere med den flotte, lidt tynde konsistens, der er typisk for en Primitivo. I kanten ses lidt skum fra dekanteringen, der er fundet sted en time inden servering, men ved at slynge vinen rundt i vinkaraflen, fremkommer den flotte skum endnu en gang.
Overfladen er flot krystalagtig og meget blank, der viser en indbydende vin. Den ser let og blid ud, og lige præcis dette udseende elsker jeg italiensk vin for. Ved at skiftevis at slynge vinen rundt i glasset og dufte til den kommer lækre blommer og kirsebær frem. Derefter strømmer krydderier såsom peber, urter og enten ingefær eller kanel. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det er ingefær eller kanel, men pga. kanelens sødme, som vinen ikke har, må det være ingefær. Den har den stikkende krydder, som ingefær også har. Udover disse krydderier minder duften også om lidt gummi. Ikke helt samme duft som brændt dæk, der mange gang findes i oversøisk Shiraz. Heri minder det mere om frisk gummi.

Frugtsødmen er også meget tydelig, og deri ligger den søde aroma, der tilfredsstiller smagsløgene ved hver mundfuld. Samlet set er duften ikke helt så kraftig, men den er dog kraftig nok til at imponere selv modstandere af Primitivo. Nogle vin beskrive duften somlidt svag – selv vil jeg beskrive vinen som blid og indbydende.
Lever smagen op til duften – og mine forventninger?
Efter den meget positive duft vil jeg smage på vinen for at se, om den lever op til mine forventninger og duftens egenskaber. Og ikke her kan man sætte fingeren på ret meget. Den har en let tørhed med tydelig frugtsødme og tannin, der komplemerer hinanden rigtig godt. Desuden vil jeg beskrive tanninerne som behagelige, der gør vinen velegnet til at drikke alene og evt. med en masse forskellige, gode oste. Dette er ikke en vin, der bør udfordre dig, men den forsøger alligevel ved at levere prikkende bid på tungen, der fortæller noget om vinens tørhed, sødmeindhold og krydderier. I eftersmagen efterlades munden med en god sødme blandet med krydderier – bl.a. lakridsrod.

Generelt en meget behagelig og bevægende helhed, der giver en lyst til at blive ved med at nyde vinen. Alligevel mangler vinen lige præcis dét, der giver den flere point. Den mangler lidt power og minde høflighed, for det kan Primitivo sagtens præstere. Selv om det er en 2010-udgave, leverer vinen alligevel en god dybde, der narer mig til at tro, at det er en 2009. Men til 89 kr er jeg fuldt ud tilfreds og den er meget korrekt prissat. Ikke for meget og ikke for lidt. Lidt ligesom Primitivos kunnen.