I mere end 130 år har Viña Errázuriz produceret vin fra Valle de Aconcagua. Denne dal med kølige, regnfulde vintre og varme, tørre somre var et oplagt mål for Don Maximiano Errázuriz’ planer om vinmarker. 130 år senere har Viña Errázuriz fået status som Chiles Bedste, og med kun en fjerdedel af Bordeaux’ nedbør produceres meget koncentrerede vine.
Produktionen
Denne unge vin er produceret på 85% Merlot og 15% Carmenere, og produktionen starter med håndplukning af drueklaser i april måned, hvorefter druetryperne bliver afstilket, knust og gæret i ståltanke hver for sig. Den lagrer i franske og amerikanske egetræsfade i ca. 8 måneder for at tilføje vinen karakter og sødme. De to druetyper blandes og man “fintuner” vinen hvorefter den filtreres inden aftapning.
Typisk chilensk med en god harmoni
Det giver en lidt tyndbenet, ung rødvin med fine gardiner og en flot violet farve med enkelte bobler. Både konsistensen og farven bærer præg af den unge alder, men idet denne vin ikke er en gemmevin (bør drikkes senest 2013), får man ikke noget som helt ud af at gemme den. Det er en konsumvin, der skal drikkes inden for rimelig tid.
Duften er blød og blommeagtig med aroma fra sorte kirsebær, trøffel, mørk chokolade og en lille smule lakrids. Den er dejlig frugtrig som en typisk oversøisk vin, og den dufter som en ægte chilener med frugt i harmoni med krydderier og krydrede overtoner.
Ganske god
Smagen fortsætter hvor dufter sluttede og er medium mørk med middel frugtsyre og lidt højere niveau af tanniner. Iflg. producenten har denne vin glatte tanniner, men hvis du spørger mig er dette en lette underdrivelse, eftersom tanninniveauet er på højde med almindelige chilenske vine. Eftersmagen er dog lidt mild og skuffer en lille smule. Den er lidt kort og mild uden at efterlade tydelige overbevisninger på en klassevin.
En ganske god hverdagsvin men forvent ikke store imponerede blikke, hvis du serverer den for gæsterne.