En vinregion som Marche er meget speciel. Ikke en specielt kendt region i Danmark, men det er virkelig synd, for de laver fremragende vin – specielt hvidvin. Den grønne Verdicchio-drue hører hjemme i Marche, og den dækker over halvdelen af regionens marker.
Hvis man derimod skal finde en rødvin, findes der 3 DOCG-vine: Den ene af disse 3 er den Montepulciano-baserede Rosso Conero Riserva DOCG. Det er tilmed regionens bedste vin. Det er en exceptionel vin lavet på Montepulciano og op til 15% Sangiovese. Den skal have en alkoholprocent på 12,5 og være lagret i 2 år. Men vinhuset laver også en mere almindelig Rosso Conero DOC med en alkoholprocent på 11,5.
Jeg har fået fornøjelsen at smage den almindelige DOC-udgave, som bestemt ikke er dårlig. Lad os derfor tage mine indtryk oppefra.
2 slags druer
Uanset om du vælger den roste DOCG- eller den normale DOC-vin, så får du både Montepulciano og Sangiovese. Eneste forskel er blandingsforholdet, hvor DOCG indeholder 85% Montepulciano og DOCs andel er 90%.
Montepulciano er en sentmodnet drue med en tyk skal, som høstes senere end mange andre druer, og derfor smager den at mere varme og sol. Den bringer tørhed og fylde til vinen.

Sangiovese er italiens nationaldrue. Den dyrkes i det meste af landet og er samtidig kendt under navnet Brunello (Toscana). Det gode ved druen er dens anvendelighed, idet den kan udgøre 100% af vinen eller bruges som blandingsdrue. I dette tilfælde udgør Sangiovese 10%, og den bringer smagen af blommer, kirsebær og læser til vinen.
Syn
Det er en mørk og violet farve med lidt skum ved ophældning, som sikkert stammer fra dekanteringen. Idet den er ung hjælper det kun bouqueten på vej med lidt luft og slyngning. Den har tynde, lette gardiner, som mange italienske vine normalt har. Det generelle udseende er flot og elegant med en lidt tynd konsistens. På nogle måder er den typisk italiensk, men på den anden side virker den mere lovende og dyb end mange unge italienere.
Jeg kan godt lide den mørke, dybe farve, som samtidig viser noget mystik over vinen. Den viser muskler og hjerne, hvilket er indbydende og tillokkende.
God duft men skuffende smag
Den dufter tydeligt af svesker, peber og modnede frugter på en meget kraftig og intens måde. I forhold til udseendet bliver man ikke skuffet, og forventningerne kommer endnu højere op.
Men her stopper indfrielsen af forventningerne desværre! For vinen smager mildt af frugter med en lille smule syre og mineralsk finish. Den har lagret 14 måneder på slovenske fade, men det kan ikke helt smages. Der er nogle tanniner, der samtidig giver en behagelig balance mellem krydderier og frugt. Som sådan er der ikke noget galt i smagen – andet end at smagen og aromaen ikke går op i en højere enhed. Det virker som om at ekstra aromatiske stoffer er tilsat for at få en meget kraftig og behagelig bouquet, men samme krydderier kan ikke smages. Men eftersmagen er semilang, som passer godt til resten af smagen.
Samlet bedømmelse
Generelt er dette ikke en pleaser; det er en billig – men god – hverdagsvin. Den kan dog sagtens serveres for gæster, men brug den ikke til alt for kraftige madretter.
Hvis vinen skulle score højere, var den nødt til at byde på en lidt mere kompleks smag, som komplimenterer aromaen. Smagen mangler desuden dybde og mystik. Det vil desuden være en god ide at lade den ligge i vinreolen i nogle år endnu. Men drik den inden for de næste 3 år.