Barbera d’Alba Granera Alta

For nogle uger siden var jeg på Brians arbejde DIS/PLAY for at fortælle lidt om italiensk vin. Ikke at jeg har en specielt stor viden inden for Italiens grænser, men Brian havde brug for lidt hjælp til at lave en vinsmagning, og selvfølgelig træder jeg til. Det kunne desuden være sjovt at fortælle en masse om vores hobby til IT-eksperter, så de også kunne lære en masse.

Det var nogle gode timer med en masse gode spørgsmål fra både rutinerede drikkere… øh vinkendere og nybegyndere. Som tak for præsentationen måtte jeg vælge tre flasker ud af de 10 smagte, men idet jeg ikke havde smagt nogle af dem, lod jeg Brian om at vælge min belønning. Så det er spændende at se hvor godt han kender mig. Men han startede godt ud; han valgte Amaronen fra. 😉

Den ene af de tre flasker er denne Barbera D’Alba Granera Alta. Inden jeg kommer ind på flasken indhold, så vil jeg gerne fortælle lidt om vingården, området og specielt navnet på vinen. Barbera d’Alba siger en masse om vinen, idet navnet både er en druesort og et område i Piemonte i Norditalien. Desuden betyder navnet Barbera af Alba, eftersom Alba er området, hvor druerne kommer fra. Så på nuværende tidspunkt har vi både område og druesort på plads. Men når man siger Piemonte tænker man normalt Barolo. Og den bliver jo netop lavet på Nebbiolo. Barbera er derfor regionens 2. mest kendte drue selvom det er regionens mest anvendte og hele Italiens 3. mest anvendte.

Hvad kendetegner Barbera?

Før i tiden kendte man vin fra Barbera d’Alba som en tyndbenet vin, der meget ofte indeholdt en masse syre. Nu er områdets vinbønder blevet meget bedre til at lave afbalancerede rødvine, hvor der er væsentlig færre tanniner men samtidig en kraftfuld smag med mineralske toner. Druen er kendt for den dybe farve med en en stor krop og duft af røde bær og krydderier.

Om vinen

Barbera d’Alba Granera Alta er lavet på 100% Barbera på en af Piemontes bedste vingårde. Cascina Chicco er specialiseret i rødvine i forskellge kvaliteter og prisklasser, men generelt er kvaliteten høj. Denne har f.eks. modtaget 2 glas i det anerkendte vinmagasin Gambero Rosso. Dette er et italiensk vinmagasin fra 1986, som i 1987 introducerede de “tre glas” som et symbol på de bedste italienske vine.

Vinen skal drikkes senest 2013, så selv om vinen er ung, som er det ikke en “gemmer”. Den har fået 6 måneders fadlagring, hvilket også kan smages.

Inden åbning

Jeg elsker at kigge på vinetiketter. Ikke at jeg samler på dem, men jeg synes det er spændende at læse de forskellige informationer fra område til område, klassifikation til klassifikation, land til land. Man kan ikke altid blive klog på informationerne, men det er sjovt at læse etiketten for derefter at se, om man havde ret med drue, område, klassifikation og alle de andre mere eller mindre ligegyldige ting. Og i sidste ende: Får jeg ret i hvordan stilen er?

Det er en ganske almindelig Bordeaux-flaske med kun etiket foran. Ingen bagetiket. Lidt specielt, men det giver også et mere simpelt indtryk. Den er desuden med banderole, hvilket siger mig, at dette er en DOCG-klassifikation. Men jeg kan ikke tage mere fejl, for denne er “kun” en DOC. Men klassifikation siger jo ikke noget om kvaliteten. Kun at producenten har overholdt nogle overordnet regler. Den kommer med en kork-/plastikprop – egentlig en blanding af begge slags.

Syner lidt tynd men smager af meget

Den har en violet farve med en tynd konsistens og en meget ren farve. Den virker ikke fortyndet, men holder du vinglasset for et lys, ses tydeligt den gennemsigtige farve, der kan tyde på en tyndbenet fornøjelse. Der er desuden tynde, lette gardiner.

Duften er kraftfuld men lidt overfladisk. Tydelige krydderier, sorte kirsebær, ristet fad og hvid peber. Desuden skovbær eller brombær. Den har en god dybde og volumen – eller en stor krop, som nogle måske vil kalde det. 🙂 Generelt er duften meget kraftig og en anelse parfumeret, men det giver en god fornemmelse for at vin af høj kvalitet.

Smagen har tydelige dog fine tanniner, en mild syre, frugt, fad og toner af krydderier. Der er lidt bid i kinderne og men den fine eftersmag, der dog hurtig ebber ud, virker vinen ganske fornuftig. Men i forhold til duften virker smagen lidt ensformig eller endimentionel. Her tænker jeg bl.a. på de samme sanser bliver vækket ved både duft og smag. Smagen byder ikke på yderligere nuancer. Generelt en flot og meget typisk Barbera-smag.

Robert Parker gav vinen 89 point og jeg er næsten enig; jeg giver vinen 88 point. En flot karakter når man tænker på vinens pris.

Om Kim Nymann

Druernes kreative talent hvor jeg løser design- og grafikudfordringer. Frankofil med hang til Bourgogne og Champagne - samt tysk Riesling. Jeg elsker komplekse og udfordrende vine, der efterlader et indtryk og smil på læben.

Læs også

Cloudline Pinot Noir fra USA er elegant Oregon-vin

Egentlig var jeg på jagt efter vinglas, men kommer hjem med Cloudline Pinot Noir – …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.