I sommerferien var jeg et smut forbi Skjold Burne-forretningen i Farsø for at se efter gode tilbud. Den ligger i Rådhuscentret sammen med en masse andre forretninger, og idet vi havde været inde i Mad Med Mere-slagteren, skulle der også noget godt på bordet. Maden var ikke kraftig, så jeg kigge lidt på de italienske vine. Der var tilbud på en Sangiovese-vin til halv pris, som ville være perfekt til maden.

Jeg har tidligere købt de billige vine i vinforretningerne, som er på tilbud, og denne gang ville jeg teste om den kunne indfri mine forventninger samt om den ville være bedre end supermarkendsvine til samme pris.
Italiens Bordeaux
En toscansk vin lavet på Sangiovese-druen, som er Toscanas helt store stolthed. Skal du have en vin lavet på Sangiovese og har forventninger om balance og harmoni, så vælg en fra Toscana – Italiens svar på Bordeaux. Denne vin har tilmed klassificeringen DOCG, som er en overbygning på DOC. Kort fortalt er der fastsat nogle regler – bl.a. hvor mange druer pr. hektar der må produceres. Forskellen på DOC og DOCG er bl.a. at DOCG-vine har strammere regler. De må f.eks. ikke sælges i beholdere større end 5 liter. Denne klassifikation siger nødvendigvis dog ikke noget om kvaliteten.
Vinen kommer fra regionen Vino Nobile di Montepulciano, som ligger placeret tæt på Chianti og Brunello. Hvor der er stramme regler for at Brunello skal produceres af 100% lokal Sangiovese-druer, og Chiantis andel af Sangiovese skal mindst være på 75%, så er der lempede regler for andel af Sangiovese i Vino Nobile di Montepulciano, som kan nøjes med 70%.
Blev forventningerne indfriet?
Da vi kom hjem, blev den åbnet og dekanteret. Synsmæssigt er den klar og flot med en medium intensitet og en anelse bobler. Den virker lidt fortyndet i kanten, som også kan ses på de tynde gardiner, som dog sidder længe. Duften er frugtig med fad i baggrunden og toner af tørhed, og sødmen er ikke tydelig. Den smager lidt over middel tør med frugtige nuancer af mørk kirsebær. Smagen af syren er højt og meget tydelig i munden, som en ung italiener mange gange kan være. Derudover har den toner af peber og læder. Eftersmagen er lige under middel lang.
Jeg blev en anelse skuffet af kvaliteten. Ikke at vinen er dårlig – overhovedet ikke. Den er bare for ung og virker til at være lavet til tilbudet.
Samlet kvalitet
Selve kvaliteten af vinen er “typisk italiener” forstået på den måde, at den har den friske og milde smag med syrlige toner fra fad og den unge årgang. Generelt er den forholdsvis god og kan sagtens drikkes nu, men vil du have mest muligt ud af smagen, skal du vente til 2013, hvorefter den har udviklet sig yderligere. Min erfaring er at den syrlige smag i munden forsvinder med alderen, så hvis du kan vente, får du mere ud af vinen. Den er lidt bedre end mange toscanske supermakedsvin, men forvent ikke andet end en discount vinforretningsvin, som nogle supermarkedsvinen godt kan måle sig med. Det er uden tvivl et godt tilbud, og du får mere end du betale for, men den er desværre ikke 119,75 kr værd.
2 Kommentarer
Pingback: Madblogs.dk
Pingback: Brian Haahr-Nielsen