Fra den gang jeg selv gik rundt med kittel på i Favør i start 1990’erne. Der havde jeg min vante gang som opfylder i vinafdelingen. Og der kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til hvilke flasker folk hev mest ned af hylderne. En af dem var denne stofindbunde flaske fra Siglo. Den som indholder deres Rioja. Nu stod jeg pludselig i SuperBrugsen, og fandt denne på tilbud. Så kunne jeg ikke nære mig at hive den med hjem, for at se om dens popularitet har noget på sig. Man hører stadig mange nævne denne flaske, da den jo skiller sig ud ved at være indbundet i sækkelærred.
Normalprisen for Siglo Rioja Crianza fra 2007 ligger på 58,95 kr i SuperBrugsen. Men jeg fandt den jo som skrevet på tilbud til kun 39 kr. Så derfor prøves det, om den er de 39 kr værd. Derfor vil “godt køb” i faktaboksen også være skrevet ud fra tilbudsprisen.
Vinen
Siglo Rioja Crianza er baseret på 3 druer. Den bliver kaldt for et Tempranillo blend. Som betyder at hoveddruen er Tempranillo iblandet 1 eller flere andre. I Siglo’s Rioja er der blandet Garnacha og Mazuelo i. Tempranillo-druen har jeg haft blandede oplevelser med. Så derfor er jeg meget spændt på hvordan denne her tager sig ud. Alkoholprocenten ligger på 3,5%.
Jeg havde en hyggeaften sammen med ungerne, og vejret var herligt. Fredagen bød på solskin og lun luft som et pusterum mellem en regnfuld uge og den kommende nats tordenvejr. Så jeg fik vendt bøfferne på grillen, mens jeg åbnede flasken. Og den emmede af kraft omend en anelse indelukket. Og første glas jeg fik hældt op, gav mig samme indtryk. Derfor hev jeg straks fat i min vinilter for at se, om jeg kunne få åbnet smagen. Og det gav pote.
Når nu vinen er dekanteret, så præsenteres den mere fornemt. Da sækkelærredet gør det lidt for rustikt til mig.
Siglo Rioja Crianza står flot i glasset. Den mørke røde intense farve passer fint til den styrke og smag jeg forventer fra en Rioja. Den er ren og klar i sin farve, og dens gardiner er af medium tyngde og hænger fint og længe på glassets sider for stille og roligt at glide samlet ned. Ingen løbere.
Smagen
Det første glas var som nævnt noget indelukket. Men dekanteringen åbnede smagen rigtig flot. Derfor må jeg straks anbefale at man giver den tid til at ilte eller bruger en vinilter.
Denne Crianza fylder munden med rigtig mørk og intens smag. Dog uden at virke kraftig og anmassende. Man fornemmer den lange lagring på egefade. Da den mørke smag giver indtryk af fugtigt træ og vanilje samt en note af kirsebær af indkogt kirsebær. Selvom det måske lyder spøjst, så kommer man til at tænke lidt spansk tyrefægtning.
Smagen ligger hen over midten af munden uden at bredde sig til kinderne, mens man i kinderne på kanten af tungen mærker en let tørhed. Vinen er også syrlig i smagen, hvilket giver et fint spil i smagsbilledet. Garvesyren bliver nærmest usynlig i denne blanding, da balancen i vinen er rigtig god.
Hvorfor er den populær?
Det er en vin mange husker grundet dens indpakning. Så har man en gang prøvet den, og fandt den interessant, så var den jo sikker vinder næste gang man var ude på jagt efter rødvin til en hyggelig aften. Men udover det så er Siglo Rioja Crianza også en ganske behagelig vin, som mange vil kunne lide. Den går godt til mad, uden at madens smag må være for stærk. Da dette vil kunne få vinens smag til at eksplodere i munden.
Min frygt for Tempranillo-druen blev heldigvis lagt til jorden. For selvom vinen for mig ikke er helt oppe at ringe, så gør den det rigtig fint.
Som skrevet så er faktaboksens vurdering om denne vin et godt køb baseret på tilbudsprisen.
Og husk: Den skal iltes før servering. Læs mere om iltning/dekantering her.
3 Kommentarer
Pingback: Brian Haahr-Nielsen
Pingback: Kim Christensen
Pingback: Madblogs.dk