En tur forbi Vinoble i Vejle resulterede i en lang snak om Zinfandel og mine skuffelser. Jeg har flere gange fået nogle amerikanske vine lavet på druen, og skuffelsen har været stor, når jeg har smagt den. Derfor snakkede jeg lidt med Henrik inde fra Vinoble, hvor han (selvfølgelig) ikke delte mine opfattelser af denne drue. Han anbefalede mig derfor en Zinfandel fra Cline i Californien. Jeg blev lovet en rigtig behagelig smag og ingen bitre toner, som nogle supermarkedsvine byder på. Og idet fruen er blevet skuffet hver gang en Zinfandel har været på bordet, ville Henrik garantere at hun ville elske denne.
Forventningerne bliver indfriet
Nysgerrigheden er derfor stor, da jeg smækker den på bordet. Den bliver åbnet, og vinen kommer med korkprop i en almindelig Bordeaux-flaske. Den er nem at åbne, og idet den er ung, vælger jeg at dekantere den. Det viser sig at være et godt træk. Den får virkelig lov til at åbne sig.
Den er ren, klar, intens rubinrød farve og efterlader tynde gardiner. Den har en ren, medium intens duft med karakterer af frisk frugt, krydderi og kogt frugt. Tydelige dufte, der nemt kan adskilles. Der er i overfladen delikate bobler.
Smagen er halvtør med lavt syreindhold, meget lavt indhold af tanniner, højt alkoholniveau og halvstor krop – kunne dog godt være mere dyb -, der meget fint fylder munden med en smag at hindbær, mørke kirsebær, blomme og kogt frugt. Smagsintensiteten og længden er medium. Passende sødme.
Udover frugt smager og dufter den af hyldeblomst, en anelse parfumeret, ingefær og vanilje, lidt hvidt peber og chokolade. Smagen er en anelse cremet.
Anbefalingen er derfor…
Du får en super god og blød vin, som specielt falder i kvindernes smag. En god kvalitet i en middel prisklasse og den er klar til at drikke. Her hjemme blev den tømt meget hurtig!
Hvis jeg skal sammenligne denne med en anden meget almindelig Zinfandel-vin i samme prisniveau, så kan Robert Mondavi slet ikke måle sig med denne. Og tilbudsprisen på Cline Zinfandel er meget tæt på Robert Mondavis.
4 Kommentarer
Pingback: Madblogs.dk
Pingback: Brian Haahr-Nielsen
Pingback: Brian Haahr-Nielsen
Pingback: Kim Christensen