Til min fødselsdag i marts måned, fik en spændende flaske vin i gave af min medskribent Kim. Og han har længe rykket for hvornår jeg tog mig sammen til at få smagt på den. Og vi skulle jo meget gerne rundt i vine fra alle producerende lande.
Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har smagt en tysk rødvin, og om jeg nogensinde har prøvet det. Så derfor er jeg ganske spændt på at se hvad denne flaske kan byde på. For umiddelbart virker flaskens dekoration en smule halvkedelig, selvom der er forsøgt brugt ordet Genius skrevet med gyldne bogstaver. Nok ikke en som jeg ville have lagt synderligt mærke til i butikken.
Hvor købes den
Kim har hentet flasken i den lokale vinhandel, Dragsholm Vine, i Hedensted. Der gav de ham lov til at smage på vinene før han valgte den ud, der skulle lande hos mig. Og han beskrev den som super god. Så spændende at se hvad jeg kan få ud af denne. Skønt at høre hvordan man bliver behandlet i en vinhandel.
Første vurdering
Flasken er forsynet med skruelåg, som gør det nemt at gemme et glas eller to til dagen efter. Længere tid skal man ikke gemme den, da ilten hurtigt vil ødelægge oplevelsen af den. Der er brugt 100% Spätburgunder, som er det tyske navn for Pinot Noir.
Når sætter næsen til Baden 2008, så fornemmer man at den er frugtrig og kraftig. Jeg fornemmer at der er solbær og viol i den. Duften er flot sammensat.
Farven er flot rubin rød og klar, og er transparent som får lyset til at funkle i glasset. Gardinerne er tynde, men hænger pænt og flot på glassets sider. Og den virker levende med små perlende bobler i kanten, fra man hældte vinen op i glasset.
Smagningen
Så måtte den smages til dagens menu. Og sikke en mundfuld jeg fik. Den smagte super godt. Der var nuancer af svesker, solbær og lakrids. Og selvom det måske lyder tungt, så er den utrolig frisk og frugtrig. Den ruller ind over tungen og lander silkeblødt midt på tungen. Ingen skarpekanter nogen steder.
Det er ikke den kraftigste vin jeg har smagt, men der er bestemt en stor smags oplevelse i den. Overgangen til eftersmagen er elegant. Den sniger sig stille roligt over i en meget blid og mild eftersmag, der efterlade en cremet fornemmelse af kirsebær.
Faktisk havde jeg nær glemt at nævne garvesyren. Den ligger svagt i baggrunden og lurer men når aldrig at gøre sig det store væsen. Der kunne jeg godt savne at den have sparket lidt mere fra sig. Men det er også nærmest et af de eneste anke punkter jeg har på Baden 2008.
Det er en vin som man virkelig vil nyde. Både til maden og alene. Men sæt den ikke sammen med alt for kraftige madretter, da det vil drukne vin oplevelsen.
Baden 2008 fra Winzerhof Ebringen er virkelig en spændende og god vin, som jeg kan klart kan anbefale.
Dejlig vin gave at få, lyder som en spændende flaske
Dejligt at du kunne lide vinen, en vingård med spændende vine. Jeg kan oplyse at prisen i butikken er 95,-
Hej Bente
Tak for informationen. Jeg må snart en tur forbi jeres butik i Hedensted og se jeres spændende udvalg.
God jul!