Lørdag aften stod vinmenuen på en italiener endnu en gang. Vi har fået en del italienere den seneste måned, og det har egentlig blot været tilfældigt. Selv om italienerne laver nogle gode vine (en ret bred generalisering), så skal vi også smage andet. Det må dog vente til næste gang.
Denne aften skulle en italiener åbnes. Den havde ligget i et stykke tid i reolen og tiltrukket en masse støv, og det er en god måde at få tørret støv på. Jeg husker ikke hvor den er købt henne, men efter at en tur på Google fandt jeg frem til nogle forhandlere og priser. Mere om det senere.
Smager den som en tilbudsvin eller som en Amarone?
Faktisk ingen af delene. Den er bedre end en “almindelig” tilbudsvin (hvis et sådan udtryk kan bruges), men ikke god nok til at konkurrere med de tunge drenge. Det vil måske også være unfair at sammenligne den med enten de billigste eller de dyreste. For faktisk er den i to forskellige klasser. Duften og synsindtrykket virker lidt billig men smagen er væsentlig bedre.
Den er klar, tynd og ren med tydelige gardiner og en lyslilla farve, som er gennemsigtig. Det ligner en meget fortyndet vin, så lad os dufte til den.
Den dufter af lidt af hvert: Lidt hindbær og måske ribs giver den en frisk smag og syrlig bitterhed. Blommesmag og søde, røde bær giver den sødme. Derudover er der noget ugenkendeligt i duften. Hvad det lige præcis er, kan jeg ikke komme i tanke om. Duften virker ikke helt så ren, så om det er noget tilsat for at give en speciel duft, kan jeg ikke svare på.
I forhold til duften, som både giver forhåbninger og skuffelser, virker smagen meget klar. Forstået på den måde, at lige så snart du smager på vinen, så er du ikke i tvivl om, hvorhen smagen vil bringe dig. Den har en sødlig smag med syrlige toner på en meget behagelig måde. Den er tør og mild til medium intensitet. Smagen er ren og elegant dog en anelse vandet/fortyndet. Af tydelige smagsaromaer kan nævnes ribs, stikkelsbær, citrus, brombær, peber og chokolade. Den smager ung og det vil være en fordel at gemme den i et par år endnu. Det ville ikke gøre noget hvis smagen kunne få lov til at udvikle sig en lille smule.
Er det så en billig eller dyr rødvin?
Lad os tage de hårde facts først: Den kan købes i Bilka og Føtex til ca. 55 kr. Skal du til Tyskland, kan den bringes med fra Calle til ca. 35 kr. Den vil være 55 kr værd og til 35 kr er det et godt tilbud. Jeg kan godt finde på at tage et par flasker med fra Tyskland, næste gang jeg skal tanke op.
Den er fremstillet af 70% Merlot og 30% Sangiovese og det er en god blanding. Merlot giver en god frugtsødme og fylde, og Sangiovese (som også nogle gange bliver kaldt Brunello) giver mange gange en blommesmag med en syrlig undertone.
Jeg synes at vinen virker rigtig god til prisen – den har en behagelig tannin, en god og imødekommende smag og generelt blød. Den blev også drukket rimelig hurtig. Den har smag nok til at kan bruges til weekenden og prisen gør den mere attraktiv en den sødvanlig Hardy’s, Diego de Almagro eller Savanha. Så den kan kun få mine anbefalinger med herfra.
En kommentar
Pingback: Brian Haahr-Nielsen