Fredag aften tog vi på Hotel Amerika i Hobro for at have en weekend uden børn. Her til aften stod menuen på krebsehaler og unghanebryst. Dertil skulle rødvin findes, og tjeneren Helen var rigtig god til at sortere i de forskellige vine, så de “resterende” ville passe bedst til skaldyr og fugl. Jeg havde selvfølgelig nogle idéer til den mulige vin, men det er altid godt at have tjeneren med på råd.
Det endte med en rødvin fra Israel. Det skulle nok blive spændende og tjeneren Helen talte meget positivt om vinen.
Jeg har aldrig fået en vin fra Israel før, så det skulle blive spændende at smage på denne. Jeg havde ingen idé om hvorledes vine fra dette land ville smage, så mit sind var åbent. Tjeneren fortalte, at folk generelt blev meget positiv overrasket. Spændende!
Da den blev hældt op i glassene, kunne man tydeligt se den flotte røde – meget røde – farve. Den var dybrød og meget mørk. Selve overfladen var bestemt ikke tynd, og den havde en høj alkoholprocent, så de tykke gardiner sad flot og længe. Synsmæssigt var vinen flot og indbydende, og efter at have slynget vinen rundt i glasset blev den halvkraftige duft frigivet og de mørke bær fremstod som den dominerende duft. Foruden den skønne bærduft, som hverken var for kraftig eller for mild, kunne sødme anes på en meget behagelig og ikke-dominerende måde. Det var tydeligt at bær var den primære smagsgiver og sødme var den sekundære. Hvis bare smagen ville komplementere uden at overtage selve oplevelsen med skaldyr og fugl.
Dette lykkedes også ganske fint. Den var måske lige på grænsen af, hvor kraftig den måtte være i forbindelse med maden, men generelt passede den ganske fint til maden. Den vil være bedre at drikke uden mad. Smagen er medium-fyldig og er tilpas sød med en behagelig garvesyre, som kunne anes men som ikke var dominerende.
Karakteren er givet ud fra et helhedssynspunkt i forhold til lignende vine og afspejler ikke prisen. Idet prisen er på restauranten, vil indkøbsprisen være væsentlig lavere, men eftersom den kun forhandles til restauranter i Danmark, kan en evt. detailpris ikke sammenlignes.
Du kan læse mere om vinen på importørens hjemmeside
http://www.amka.dk/?id=6909&action=show_wine&wine_id=1388
En kommentar
Pingback: Brian Haahr-Nielsen