Jeg var på besøg i fredags hos en bekendt, hvor samtalen kom ind på vin. Her blev hentet flere vine frem, som vedkommende er helt vilde med. Det hele sluttede af med en anbefaling: Tag i Super Brugsen og kig på nogle af vinene. Det gjorde jeg så, og efter at have kigget på adskillige vine, faldt valget på en vin til 50 kr. Den så spændende ud, så den kom i kurven. Jeg kunne læse, at der er brugt Corvina- og Rondinelladruer i denne flaske, og idet disse druer også bliver brugt i Amaronevine, har jeg høje forventninger hertil.
Den blev åbnet om aftenen, og jeg havde store forventninger til vinen. Den kommer i en Bourgogneflaske med en elegant etikette og proppen er den klassiske korkprop. Jeg synes godt om en Bourgogneflaske – ikke at vinen smager bedre, men den syner af mere maskulinitet.
Vinen bliver hældt op, og farven er dybrød i midten og en del lysere i kanten. Konsistensen er tynd, meget tynd. Der er derimod flotte tynde gardiner, der sidder længe og falder langsomt startende øverst og tager de nederste med i løbet.
Den søde duft af bær er meget markant i starten, som er mørk men dog også mystisk. Mystisk på den måde, at de søde bær blandet med de vilde bær giver en sød, mystisk smag. Denne spændende duft mødes med en sød duft af vanilje, som bliver frigivet ved slyngning. Samlet set er duften meget kraftig men med tydelig smag fra de forskellige ingredienser.
Smagen overrasker en hel del. Den smager tynd men har dog en god fylde, som fylder hele munden. Og med en kraftig og super eftersmag, der bare forbliver konstant, blev jeg overrasket – både negativt og positivt. Hvad skal der så til for at jeg bliver ved med at få positive indtryk og synes at vinen forbliver positiv mystisk? At smagen slutter med en dejlig tør eftersmag. At der ingen bitterhed fra garvesyre er i vinen. At smagen starter kraftig og der derefter kan anes sødme fra f.eks. vanilje.
Og lige præcis sådan opleves vinen! Meget positiv og behagelig uden af være anonym. Derudover er smagen mildere end duften, hvilket er en fordel i dette tilfælde, idet søde og vilde smagsnuancer kommer lettere til udtryk.
Vinen er super god til mad og til at hyggedrikke. Jeg prøvede begge dele, og idet jeg elsker at drikke vin uden mad, var det selvfølgelig min foretrukne form.
Det er en populær vin, så der findes en masse skriverier om denne. Kig evt. på disse:
http://www.cellartracker.com/wine.asp?iWine=916597
http://www.debedstevine.dk/dbvvin.asp?vid=4711
Sjovt fik samme vin i bryllupsgave af fruen glæder mig til at se om den matcher anmeldelsen
Jeg kan stadig huske den – og det er ikke ret tid, at en vin i den prisklasse sætter så tydelige aftryk. Så åbn du den bare på jeres bryllupsdag og nyd den sammen med konen – efter hun er færdig med at være gravid og amme. 🙂
SuperBrugsen har denne på tilbud i denne uge til 49,- kr. Men stikker du dit medlemskort frem, så får du den til kun 40,- kr. netop nu.
Vel i en anden årgang?
Det melder annoncen desværre ikke noget om. Men sandsynligheden er, at det kunne være en 2009. Men det vil kun et smut til butikken vise.