Da sodavandslageret var blevet opbrugt, planlagde vi en tur mod Fleggaard for at få tanket godt op igen. Og valget faldt på Fleggaard grundet deres annoncerede vinfestival. I tilbudsavisen markerer de en masse flasker, som man kunne smage på i butikken. Endvidere fortæller de, at deres vinekspert står til rådighed med svar og rådgivning.
Så det måtte da udnyttes, når turen gik den vej. Dermed var der måske også en god chance for at finde lidt forskellige flasker, som man ikke ser på de gængse supermarkedshylder herhjemme i Danmark.
Men ak. Så langt så godt. For dem som kender Fleggaards butik i Harrislee, så har de jo altid smagsprøver på deres normale udvalgt. Og det virkede bestemt ikke, som om at de havde ændret noget på dette.
Skuffende måtte vi konstatere, at de mest interessante vine enten var tomme eller med ødelagt dispenser, som det kun var muligt at få en enkelt mikroskopisk dråbe ud af. Og på trods af skilte om vinfestival, så var skiltene det eneste spor af, at der skete noget ekstravagant i butikken.
I avisen vises en fin ældre herre som deres vinekspedient, som klart oser af erfaring. Men i butikken var denne herre repræsenteret af en knægt på de ca. 20 år, hvis erfaring ud af i vine nok må siges at være nybegynder. Her havde vi håbet, at de havde budt på en mere erfaren rotte, som rent faktisk kunne fortælle mere om vinen end det der stod på flasken eller den grundviden man kan få om de forskellige populære grundsorter og distrikter. Når kunder henvender sig til den såkaldte “vinekspert” for at finde en god vin til en fest, er det ikke nok at fortælle, at “denne vin er en ganske god hverdagsvin, men denne vin er bedre til fester”. Der må gerne komme lidt begrundelse bag og evt. analysere kundernes behov/smag.
Efter at have kigget på deres udvalgt, som sådan er ganske stort, kunne vi konkludere, at der stod der mange gengangere rundt i butikken. Deres udvalg er baseret på storkøb til billige penge. Derfor var deres udvalgt af de mere spændende vine ikke så voldsomt interessant. Faktisk kan man få rigtig mange af de samme vine i de danske supermarkeder. Og selv på prisen var der ikke meget at spare. Vi var ikke interesseret i at købe 6 eller 12 flasker af den samme vin, så vi tog den på bagvæggen i butikken, hvor vinene sælges enkeltvis. Her var alle vin delt op på land, så det var nemt at få et overblik over de vine, som kan købes enkeltvis. Men da vi tog en gennemgang af mange vine fra forskellige lande, kunne vi se, at rigtig mange har vi allerede drukket igennem tiderne og endnu flere kunne vi genkende fra specielt Dansk Supermarked og Coop. Tilbudsvarerne var tilmed kun nedsat 10 kr. i mange tilfælde, så på den front blev vi meget skuffet.
Er det derfor konsumvin i store antal, som du er på jagt efter, så kan du sagtens finde nogle super tilbud. Mens er du på jagt efter den gode overraskelse, den ukendte flaske, så skal du helt andre steder hen.
Med Fleggaard: Næste gang I holder Vinfestival, så gør noget mere ud af det. Find noget ekstra spændende tilbud og ikke kun de store konsumvinstilbud.
Vi fik dog hentet et par flasker med hjem, som vi vil anmelde ved en senere lejlighed:
- Spansk: Familia Torres – Gran Sangre de Toro Reserva 2005 (læs anmeldelse)
- Italiensk: Brunito – Barbaresco 2005
En kommentar
Pingback: Anonym